Kan fortolkningen ødelægge oplevelsen?Jeg fik lyst til at stille modspørgsmålet:
Kan oplevelsen ødelægge fortolkningen?Bo Steffensens svar er som bekendt nej til begge spørgsmål - både det klassiske og det mere provokerende modspørgsmål. Fortolkningen beriger og kvalificerer oplevelsen af teksten og lægger grunden for bedre oplevelser af fremtidige tekster i en slags positiv spiral. Det som man (i heldige tilfælde) med et hermeneutisk begreb kan kalde en horisontudvidelse. Omvendt er oplevelsen af et litterært værk en forudsætning for en god fortolkning: i Steffensens receptionsæstetisk inspirerede litteraturpædagogik må fortolkninger jo nødvendigvis begynde hos læseren og de spørgsmål hun eller han stiller til teksten.
Man må have med i ligningen er der ikke er tale om universelle begreber. De er i høj grad historisk betingede. Vores forståelse af at der findes bestemte litterære oplevelser er formentlig ikke ældre end romantikken. I hvert fald ikke hvis man taler om de "dybe" oplevelser hvor læseren "glemmer sig selv" og indtræder i et litterært univers. Oplevelse forstået som underholdning og adspredelse, hvor læseren bliver afledt fra hverdagen og kan koncentrere sin opmærksomhed i en bestemt retning, er naturligvis ældre. Fortolkning er også et nyt begreb. De fleste opfattelser af fortolkningen går tilbage til den klassiske hermeneutik, og de fleste af os slæber rundt på en pædagogiseret nykritik med analysemodeller og den evige opfordring om at argumentere "ud fra teksten" - et paradigme som ikke er mere end cirka 80 år gammelt.
Men når det er sagt, er det så ikke relativt nemt at ophæve modsætningen mellem oplevelse og fortolkning og i stedet med Bo Steffensen (og mange andre) argumentere for at de to skal optræde i vekselvirkning i den samme, større sags tjeneste?
Og på dette sted gik det så op for mig, sådan som det altid gør når man prøver at skrive noget, at tingene er mere komplicerede end som så.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar