søndag den 3. juli 2016

Dimissionstale 2016

114 lærere blev i år færdige fra læreruddannelsen i Haderslev. Her er hvad jeg sagde til dem.

Kære studieadministrative leder, kære kolleger, mine damer og herrer; og først og fremmest: kære dimittender!

Hjertelig til lykke!

Vi er her i dag for at fejre jeres dimission. Det betyder jeres bortsendelse. Hvis man slår ordet op i en god ord-bog, kan man læse at der er to forskellige måder at bruge det på. Man kan sige: ”I dimitterer fra læreruddannelsen”. Men man kan også sige: ”læreruddannelsen dimitterer jer”. I den anden sætning er det altså os der gør noget ved jer. Vi sender jer bort. Og det gør vi fordi I er klar til det. Det fremgår af det stykke papir I får overrakt lige om lidt. I har gjort det I skulle.

Men som en af vores lektorer her på læreruddannelsen engang sagde: »Fri os for folk der kun gør det de skal!«