tirsdag den 26. juli 2011

Snørkelluksus eller kuturarv?

I en digitaliseret verden, hvor 'interaktionskompetence', 'kritisk kompetence' og diskussionen om mediernes socialiseringspotentiale, dukker debatten om håndskrivningens fremtid af og til op. Dog mest med en konstatering om at 'de gamle dage er forbi'. Således bragte Politiken for relativt nylig en historie om at skråskriften er ved at forsvinde. Anderledes syd for grænsen. Skolevæsenet i Hamborg gjorde det hen over sommeren muligt for lærere i grundskolen helt at fravælge den såkaldte Ausgangsschrift (svarende til det vi på dansk kalder grundskrift) og lade eleverne selv udvikle bogstavbindinger - og dermed dermed deres egen håndskrift.

Den pædagogiske diskussion er i gang på højtryk - her et eksempel på hvordan debatten tager sig ud på Spiegel Online - overskriften er signede: "Snørkelluksus eller kulturarv?". Der er i mange menneskers (og vil ikke kun tyskeres?) bevidsthed stadig en sammenhæng mellem håndskrivning og dannelse. "Bliver håndskriften simpel, bliver tænkningen det også" er et af de argumenter som traditionalisterne benytter sig af. I øvrigt er det signede at modstanderne af en forenklet skriveundervisning hvor den sammenbundne grundskrift helt springes over, bruger kulturelle argumenter. Tilhængernes argumenter er pædagogiske og psykologiske. Blandt andet fremhæver de det unyttige i at lære at skrive to gange: det kan angiveligt føre til en retardering af skriveudviklingen. (At undgå en sådan retardering er jo netop hele ideen med en grundskrift eller 'udgangsskrift' og herhjemme et af Clemenstraditionens vigtigste argumenter mod skråskriften).

Siden 1958 har man i Tyskland en latinsk Ausgangsschrift der findes i flere redigerede udgaver - Spiegel Online har skriftprøver her. Som det kan ses, er der ikke langt til den Clemenske grundskrift der er blevet standarden i Danmark - selv om der også kan findes træk fra den mere gammeldags 'skråskrift'.

Ligheden til trods, er den tyske skoleskrifts historie noget anderledes end vores. Således taler tyskere specifikt om en "latinsk" skrift fordi tidligere tiders systemer - heriblandt den både elskede og forhadte Sütterlinskirft, som det nazistiske regime forbød i 1941 - byggede på tyske bogstavformer som afviger meget fra de standardiserede latinske, og i dag kun kan læses af særligt trænede. I Danmark forsvandt lignende skrifter stort set allerede i løbet af 1800-tallet.